fbpx

Virkefelter

HVORDAN SKOLEVENNER VIRKER

Socialt Udviklingscenter SUS har udviklet og identificeret en rækker virkefelter i samarbejde med Skolens Venner. 

Hvad er er et virkefelt?

Et forløb med en skoleven kan gøre en forskel først og fremmest for eleverne men til dels også læreren. Vi har identificeret seks områder, hvor vi kan se denne forskel. Disse områder kaldes ‘virkefelter’, som stiller skarpt på:

  • Hvad skolevennerne påvirker ude i klasserne.

  • Hvilken betydning denne påvirkning har for elever og lærer.

  • Hvad det er, skolevennerne gør, når de gør en forskel

Stemning i klassen

Stemningen i en skoleklasse påvirkes af mange forskellige ting både socialt og fagligt. Alle eleverne træder ind i klasselokalet med hver deres virkelighed, som potentielt påvirker stemningen i hele klassen. Nogle elever er måske kede af det fordi de har haft skiftedag mellem mor og far, nogle elever har svært ved at bevare koncentrationen og forstyrrer de andre elever i klasserne, når opgaverne bliver for svære mens andre elever har det svært og gemmer sig i klassen og håber på, at ingen ser dem.

Læreren i klassen har klasseledelsen og arbejder ofte aktivt med stemingen i klassen – tager sig af elever, som har brug for trøst, tysser på elever, der forstyrrer og forsøger at få stille elever til at deltage i undervisningen.

Skolevennen kan derimod møde eleverne på en anden måde, som en nærværende voksenven, der kan give sig tid til eleverne uden skelen til curriculum og klassen som helhed. Dette fordi skolevennen ikke har samme ansvar for at balancere faglig indlæring og elevernes personlige problemer med øje for fællesskabet. Skolevennen kan være medvirkende til at aflaste læreren, så læreren får nemmere ved at understøtte eleverne bredt set, fordi der er flere hænder til at hjælpe urolige elever eller andre med brug for særlig opmærksomhed.

Når skolevennen giver sig tid til enkeltelever, som af den ene eller anden årsag er ukoncentrerede, kede af det eller på anden måde har brug for opmærksomhed, så påvirker det den enkelte elev men også den generelle stemning i klassen og skaber flow i undervisningen. Skolevennen understøtter stemningen i klassen ved at agere lynafleder, der afværger forstyrrelser.

Elevernes faglige niveau

En skoleven er en del af en hverdag i folkeskolen, hvor hovedfokus er på indlæring og faglige udvikling. Skolevennen har en god mulighed for at hjælpe fagligheden på vej – både hos elever, der har brug for en ekstra hånd til at forstå og gennemføre en opgave, elever der klarer sig middel og elever, der har brug for ekstra udfordringer. Med to voksne i klassen, kan læreren og skolevennen nå rundt til flere elever, besvare flere spørgsmål og flere elever kan få hjælp til opgaver.

Skolevennen kan tage enkelte elever eller grupper af elever med udenfor klassen og læse eller lave opgaver med dem. I nogle tilfælde, koncentrerer skolevennen sig om bestemte elever, som kan have brug for ekstra faglig hjælp og hjælp til at holde koncentrationen eller fagligt stærke elever, som har brug for at blive stimuleret med sværere opgaver. I andre tilfælde hjælper skolevennen eleverne bredt set, hvilket øger lærerens mulighed for at fokusere på de enkelte elever, som har mest brug for det.

Derved understøtter skolevennen lærerens mulighed for at lave differentieret undervisning, hvilket gavner elevernes faglige niveau

Elevernes tro på egne evner

Der er en stor sammenhæng mellem Elevernes faglige niveau og Elevernes tro på egne evner. Det skyldes, at skolevennen møder eleverne i en undervisningskontekst og ofte vil påvirke elevernes tro på egne evner gennem faglige succesoplevelser. Det betyder dog ikke, at skolevennen ikke har mulighed for at påvirke elevernes almene tro på sig selv, da det ofte vil være en sideeffekt af at opleve øget tro på egne evner indenfor en bestemt faglighed.

Når der både er en lærer og skoleven i klassen, får eleverne større mulighed for at få hjælp til opgaver, og for at blive bekræftet i, at det de laver er rigtigt. Når eleverne kan få ekstra hjælp, kan de i højere grad løse de opgaver, der ellers kan være svære at overkomme, og dermed få en styrket tro på sig selv og turde at deltage i timerne.

Skolevennen har mulighed for at have fokus på enkelte elever over tid og hjælpe dem med at komme i gang med, vedholde fokus på og færdiggøre opgaver samt støtte dem i opgaveløsning, når der er undervisning i plenum.

Gennem kontinuerlig støtte og anerkendelse fra en voksen har eleverne mulighed for at udvikle sig fagligt og med det deres tro på egne evner.

Relationer

Skoleglæde og trivsel i skolen hænger tæt sammen med elevernes relationer til deres kammerater og til de voksne, der er på skolen. For nogle elever er det svært at danne sociale relationer til kammeraterne og indgå som en del af klassefællesskabet.

Skolevennen kan være med til at understøtte eleverne i at danne relationer. Det sker dels som en støtte til elever, der kan have svært ved ikke at drille de andre, når koncentrationen slipper op midt i undervisningen. Det kan også være en støtte til gruppearbejdet, hvor skolevennen kan hjælpe alle eleverne ind i samarbejdet. Her hjælper skolevennen med at holde en god tone og med at alle elever bliver hørt ude i grupperne.

Samtidig stiller skolevennen også sig selv til rådighed som en nærværende voksenrelation, der ser og hører eleverne. Nogle elever opsøger trøst hos skolevennen og andre giver udtryk for, at de ved at skolevennen er der for dem, hvis de skulle få brug for det. Læreren får mere tid og overskud til de enkelte elever, og de enkelte elever har mere tid sammen med en voksen, når skolevennen er der.

Lærerens overskud

En skoledag handler ofte om meget mere end undervisning. Elever kan være kede af det på grund af problemer på hjemmefronten, der kan opstå konflikter i frikvartererne, der hives med ind i timen eller har givet op på en opgave. Som lærer, kan det være svært at skulle håndtere disse individuelle behov, samtidig med at håndtere undervisningen af resten af klassen. Når skolevennen er tilstede, kan skolevennen hjælpe til med både at tage sig af de individuelle behov samt hjælpe med mindre praktiske opgaver, såsom at dele opgaver ud og lignende. Derudover hjælper skolevennen også med at besvare elevernes spørgsmål, når de rækker hånden op. Med to til at besvare spørgsmål, får læreren mere overskud og tid til de enkelte elever.

Skolevennen bidrager med ekstra hænder, hvilket giver læreren mere overskud og skaber et bedre flow i undervisningen. Lærerens ekstra overskud har en spildovereffekt til andre timer – hvor overskuddet kommer både læreren og elever til gode.

Individuel trivsel hos eleverne

Alle har brug for at blive set for at trives – både når humøret er højt  og når, der er udfordringer. I løbet af en almindelig skoledag, kan elever have brug for at dele oplevelser fra weekenden, brug for trøst eller ros for en opgave. Det kan være svært for læreren at tage sig af af hele klassen og undervisningen, samtidig med at tage sig af elever med her-og-nu problemer.

Når skolevennen er tilstede i klassen, får eleverne i højere grad mulighed for at tale med en voksen, når de har brug for det. Elever der er kede af det, kan få hjælp til at være i og tackle deres følelser, hvilket bidrager til en øget individuel trivsel hos eleverne.

Skolevennen er empatisk og omsorgsfuld overfor eleverne. Om skolevennerne udtrykker dette ved at kramme eleverne, bruge humor eller bare har nærværende samtaler med eleverne, afhænger af den enkelte skoleven.

STØT
crossmenu